8. oktober 2024 - kl. 20:00

Combitherm følger vækstplanen

Torben Hallstrup forklarer fremgangen med et bedre salg på eksportmarkederne, i en kombination med at holde styr på omkostningerne.

2023-2024 viste sig fra den gode side, når det kommer til resultatet for Combitherms bestræbelser på at skabe vækst.

Med et fordoblet overskud på bundlinjen fra 2,6 mio. kroner året før til 5,1 mio. kroner i regnskabsåret 2023-2024, har virksomheden pænt indfriet forventningerne til fremgang, som er en del af virksomhedens vækststrategi.

”Det har været et fint år, hvor vi salgsmæssigt er gået noget frem, og samtidig har vi arbejdet med effektiviseringer i vores produktion. Det har betydet, at vi har udnyttet vores produktionskapacitet bedre, og det er selvfølgelig glædeligt, at det udmønter sig i resultatet”, siger CEO, Torben Hallstrup, der selv fik det overordnede ansvar i starten af året.

Selskabet oplyser ikke omsætning, men bruttofortjenesten er øget fra 19,2 mio. kroner til 23,3 mio. kroner i 2023-2024. Resultatet af den primære drift er fordoblet fra 3,5 mio. kroner til 6,8 mio. kroner i 2023-2024.

Styr på omkostningerne

Torben Hallstrup forklarer ydermere fremgangen med et bedre salg på eksportmarkederne, i en kombination med at holde styr på omkostningerne.

”Det er også fremover målet at udløse mere af potentialet på de nære eksportmarkeder, og derfor øger vi også her salgsindsatsen med yderligere en medarbejder. Antallet af medarbejdere på 30 er stort set uændret, og det betyder jo også at der produceres mere pr. medarbejder. Det er resultatet af en målrettet indsats, hvor vi har kigget på processerne, og en mere effektiv indretning af produktionen”, fortæller han.

Stærke kunder

”Vi er samtidig begunstiget af kunder, som også har vækstet i året, og det smitter jo af på os”, tilføjer han.

Det er specielt termo-isolerende hætter og måtter til pharma- og food-segmenterne, sammen med øget efterspørgsel på vinter- og betonmåtter til byggeindustrien, der har båret væksten, mens vindmølle-vinge industrien generelt i Europa har stagneret.

”Målsætningen om organisk vækst holder vi fast i. Vi vil gerne opdyrke nye eksportmarkeder, og samtidig ekspandere på de eksportmarkeder, hvor vi allerede er repræsenterede”, fortæller Torben Hallstrup.

 

Foto

Torben Hallstrup forklarer fremgangen med et bedre salg på eksportmarkederne, i en kombination med at holde styr på omkostningerne.

 

Yderligere oplysninger

Spørgsmål kan rettes til CEO Torben Hallstrup, th@combitherm.dk eller 2334 0180.

Hent pressemeddelelse

Her kan du downloade ovenstående pressemeddelelse som PDF.

Download PDF