Høje energipriser får SuperBrugsen til at afdække åbne kølediske med isolerende måtter fra Combitherm. Det sparer butikken for 30 procent energiforbrug på hver køledisk.
Combitherm, der producerer og markedsfører isolerende måtter til mange forskellige formål, oplever netop nu stor efterspørgsel fra detailhandlen, på grund af de høje energipriser.
Strøm er blevet rigtigt dyrt, og det kan detailhandlen ikke mindst også mærke. Elregningen til de mange kølediske og fryseskabe udgør en ganske væsentlig udgift for butikkerne.
Derfor er der god grund til at overdække åbne kølediske med en isolerende måtte, når forretningen lukker om aftenen. Combitherm har tidligere produceret og markedsført isolerede overdækninger til formålet, men det blev skrinlagt for en del år siden, da efterspørgslen faldt.
”Det er pludselig vendt. Vi får rigtig mange henvendelser fra supermarkeder og detailbutikker på afdækningsmåtter, som vi nu leverer igen i stor stil,” siger Martin Blach Nielsen, som er Area Sales Manager i Combitherm.
En af dem, der har efterspurgt afdækningsmåtterne, er uddeler Steffen Christensen i SuperBrugsen i Ry ved Skanderborg:
”Vores energiudgifter steg fra normale 19.000 kroner i september sidste år til 100.000 kroner i september i år. Heraf er en meget stor del elforbrug. Det er en femdobling, så vi kigger på alt, der kan spare på strømmen. Derfor har vi nu indkøbt afdækningsmåtter fra Combitherm.,” siger han.
Måtterne rulles ud på kølediskene, hvor de isolerer og holder på kulden, så køleanlægget ikke kører nær så meget. Måtterne rulles sammen lige inden åbning og lægges på en vogn, som rulles ud i baglokalet, for så at blive taget frem igen ved lukketid. Måtterne har indbygget nogle tynde stænger, som gør at de holder faconen hen over køledisken. Og de fås i forskellige størrelser.
”Jeg kan huske afdækningsmåtterne fra mange år tilbage. De har ikke været nødvendige i mange år, men nu sparer de altså ca. 30 procent på elregningen på de kølediske, hvor vi lægger dem på,” siger han.
”Når strømmen er så dyr, er vi simpelt hen nødt at gøre noget for at mindske elforbruget. Så nu har afdækningsmåtterne fået renæssance her i forretningen, og jeg ved også at andre bruger dem. De er hurtigt tjent hjem igen med det prisniveau på energi,” siger han.
SuperBrugsen i Ry er en velkørende forretning med et stort og solidt kundeunderlag, så selvom energiregningen belaster budgettet, er der ikke krise i forretningen.
”Men jeg taler naturligvis med andre, hvor det er et kæmpeproblem, især de mindre butikker er ramt hårdt på økonomien,” siger Steffen Christensen.
Læs mere om fordelene ved afdækningsmåtter
Foto øverst: Høje energipriser får SuperBrugsen til at afdække åbne kølediske med isolerende måtter fra Combitherm. Foto: Torben Sigh
Hent case study
Her kan du downloade case study om afdækningsmåtter hos SuperBrugsen Ry.
Vil du vide mere om afdækningsmåtter?
Udfyld venligst formularen, så kontakter vi dig.