17. juni 2019 - kl. 11:00

40 år med styr på temperaturen

Combitherm lever af stabile temperaturer og stor knowhow. Det har de gjort i 40 år, og der er klare planer om markant vækst de kommende år

Combitherm i Them lever af stabile temperaturer og stor knowhow. Det har de gjort i 40 år, og der er klare planer om markant vækst de kommende år.

Nogle få graders udsving kan have stor betydning for et produkt eller en produktion. Her har Combitherm i Them i 40 år leveret temperaturløsninger til mange forskellige brancher. Altid tilpasset den enkelte kundes behov og med meget få standardvarer på hylderne.

”Kunders behov skifter hele tiden, og vi følger med dem. Nye produkter kræver nye løsninger, og her har vi altid været skarpe til at levere termobeskyttelse, så deres produkter kan bevare den ønskede temperatur længst muligt,” forklarer COO Torben Hallstrup.

Verdens første producent af termobeskyttelse i tre lag

Virksomheden i Them var ved grundlæggelsen i 1979 verdens første producent af termobeskyttelse i tre lag. Nu, 30. juni 2019, fylder Combitherm 40 år, og er for længst blevet voksen. Men det betyder ikke, at virksomheden er hverken fed eller færdig – tværtimod.

”Gennem flere år har vi haft en stabil vækst og er nu oppe på ca. 30 medarbejdere – men vi har ambitioner om mere. Målsætningen er en markant vækst de kommende fem år, både målt på omsætning og i antallet af medarbejdere, og det skal primært ske gennem eksport,” siger Torben Hallstrup.

Combitherm ejes af Henrik Christoffersen, som også ejer søsterselskabet Combi-Therm Consumer i Randers og er adm. direktør i begge selskaber.

I Randers producerer 10 medarbejdere den moderne udgave af termoposer, som på en varm sommerdag kan holde frostvarerne nedkølede hele vejen hjem fra supermarkedet.

Erhvervskunderne i centrum

I Them er erhvervskunderne i centrum. Fra byggesektoren, der er storforbruger af vintermåtter, over fødevare- og medicinalvirksomheder, der trækker kølevarer over med pallehætter på flyveturen tværs over kloden, til vindmølleindustrien, der bruger kompositcovers fra Combitherm til at isolere formene ved støbning af f.eks. vinger.

”Nogle af vores produkter bruges til at forkorte hærdetiden og spare energi. Andre bruges til at sikre fødevarer under transporten, og andre igen til at beskytte varm asfalt på vejen fra asfaltværket til arbejdsstedet. Pointen er, at vi kan levere en skræddersyet termoløsning til alle de formål, hvor temperaturen er vigtig for kvaliteten i det færdige produkt,” siger Henrik Christoffersen, som har været ejer af de to virksomheder siden 1995.

Skræddersyede termoløsninger

Ordet ”skræddersyet” er nøgleordet her, for en væsentlig del af produktionen hos Combitherm er lavet manuelt på store industrisymaskiner. Andre produceres på specialmaskiner, men altid med udgangspunkt i kundens aktuelle behov.

”Bortset fra vintermåtter til byggebranchen har vi reelt ingen standardvarer. Ofte bliver vi involveret tidligt i processen, så vi kan bidrage med sparring og vores store erfaring, og mange af vores kunder har vi haft i mange år. Desuden er vi økonomisk stabile, så vores kunder kan også stole på, at vi er her i mange år fremover. Den soliditet er meget vigtigt for et stabilt samarbejde,” fastslår Torben Hallstrup.

 

Yderligere oplysninger

Spørgsmål kan rettes til COO Torben Hallstrup  på th@combitherm.dk eller 2334 0180.

 

Læs mere om Combitherm

 

Foto: COO Torben Hallstrup til venstre sammen med ejer og adm. direktør Henrik Christoffersen.